Du er her:
Nedlastbare filer:Last ned kildefilLast ned pdf
KildekodePDF
Innledning til Et dukkehjem
ført i pennen av Vigdis Ystad
TILBLIVELSE
Arbeidet med Et dukkehjem ble påbegynt i Roma mot utgangen av 1878 og avsluttet i Amalfi sommeren 1879. Allerede i brev til Frederik Hegel datert München 5. mai 1878 hadde Ibsen nevnt at han tenkte på et nytt stykke: «Jeg er begyndt at beskæftige mig med planen til et nyt skuespil af nutidslivet; det vil blive i 4 akter ligesom det forrige. Hvad tid det kan blive færdigt, kan jeg imidlertid endnu ikke have nogen mening om.»
De første kjente opptegnelsene, i form av en prosaskisse om samfunnsforhold, forholdet mellom kjønnene osv., er datert Roma 19. oktober 1878 (NBO Ms. 4° 1113a, bl. 1; jf. HU 8, 368–69). Til å begynne med gikk arbeidet trått og resulterte bare i en del spredte opptegnelser. Forfatterinnen Marie Colban skrev i et brev fra Roma til deres felles forlegger Hegel 6. januar 1879: «Ibsen, som De vel veed ogsaa er her, arbejder slet ikke, det vil sige, han bringer intet paa Papiret, men det gjærer vel altid i ham – ‹han ligner intet andet Menneske›, siger hans egen Hustru, saa Ingen bliver ret klog paa ham» (sitert etter L.C. Nielsen 1909, b. 1, 311).
I denne perioden deltok Ibsen regelmessig i møtene i Den Skandinaviske Forening i Roma. Hans forslag om å gi kvinnene stemmerett i foreningen ble behandlet 27. februar 1879. Hans tale er bevart (NBO Ms. 8° 1218b). Forslaget oppnådde 19 stemmer (mot 11), men falt likevel fordi det ble krevd absolutt flertall. Ibsen ble rasende (jf. Bakgrunn ).
Gjæringen bar snart frukter. Halvdan Koht antar at et prosautkast til scenegang for første akt er skrevet i løpet av april 1879 (jf. Manuskriptbeskrivelse ). Men han legger til at først «fra den 2. mai var [Ibsen] i fullt arbeid» (HU 8, 261). Den 22. mai 1879 melder Ibsen til Hegel i brev fra Roma at
mit nye arbejde nu er så langt fremskredet at jeg antager at jeg vil kunne sende Dem den første portion manuskript omkring den 8. Juli og det øvrige med korte mellemrum. Dette nye arbejde er et nutidsskuespil af overvejende alvorlig karakter. Det er i tre lange akter og bogen vil trykt komme til at udgøre omtrent 160 sider, altså 10 ark. På titelen vil jeg endnu betænke mig lidt, og derfor meddeler jeg ikke noget derom idag.
Ibsen fant det nødvendig å forlate Roma de varmeste sommermånedene. I brev til Hegel 19. juni 1879 forteller han at
vi [har] da bestemt os til at tage ned til Amalfi, ved kysten, syd for Neapel, hvor der er anledning til at forfriske sig med søbade. Dette vil i nogen grad forsinke fuldførelsen af mit stykke; og hertil kommer desuden, at jeg, for at give sproget og dialogen i det hele den størst mulige formfuldendthed, har foresat mig at skrive det endnu en gang af med forbedringer, rettelser og ændringer forinden jeg sender Dem den endelige renskrift. Det er derfor højst sandsynligt at De ikke får noget fra mig før i August; men dette er jo dog også tidsnok. Når jeg først begynder at sende Dem manuskript, skal det gå meget raskt.
Familien Ibsen forlot Roma 5. juli 1879. I løpet av en snau måned fullførte han en første gjennomskrivning av alle tre akter (NBO Ms. 4° 1113f). I dette utkastet har han datert inngang og utgang av aktene. Første akt ble skrevet i perioden mellom 2. og 24. mai, annen akt mellom 4. juni og 14. juli og tredje akt mellom 18. juli og 3. august. Ibsen må altså ha vært midt i arbeidet med annen akt da han ankom Amalfi. Det er likevel mulig at den gjennomskrivningen han holdt på med på dette tidspunkt, bygger på eldre, nå tapte utkast til stykket. Det som er bevart, viser nemlig en rekke fortløpende tekstendringer som kan tyde på at det er en avskrift av et eldre forelegg (se Tekstkritisk redegjørelse, under Øvrige tekstkilder).
Susanna Ibsen har fortalt at ektemannen var mer enn alminnelig urolig og opptatt av stoffet under arbeidet med Et dukkehjem. En dag sa han til henne: «Nu har jeg set Nora. Hun kom lige hen til mig og la’ hånden på min skulder […] Hun var klædt i en simpel blå uldkjole» (Paulsen 1913, 60).
Trykkmanuskriptet ble påbegynt senere i august. Til sin forlegger melder Ibsen i brev 2. september 1879:
Herved har jeg den fornøjelse at sende Dem den første halvdel af manuskriptet til mit nye stykke. Senest 8 dage fra idag sender jeg Dem 48 sider, og en uge derefter resten, som vil udgøre omtrent 40 sider. Jeg beder Dem at lade påbegynde trykningen straks; De skal ikke komme til at vente på manuskript.
Det Ibsen hadde sendt Hegel, utgjorde første akt. Med brev 13. september 1879 fulgte neste sending:
Imorges afgik herfra i en rekommanderet pakke manuskriptet til 2. akt af mit nye stykke, og vil De forhåbentlig modtage dette samtidigt med disse linjer. Jeg forudsætter at den under 2. Sept: afsendte 1. akt forlængst er i Deres hænder og at bogtrykkeren er i fuldt arbejde med samme. 3. akt, der kommer til at udgøre lidt over 48 af mine skrevne sider, blir færdig om nogle dage og vil da uopholdelig blive Dem tilstillet.
Allerede to dager senere gir Ibsen forleggeren følgende beskjed: «Slutningen følger en af de sidste dage i denne uge. Bogens udgivelsestid overlades ganske til Deres eget skøn; det vil være mig kært, om den udkommer så hurtigt, som forenligt er med en omhyggelig korrekturbehandling.» I samme brev forteller han også: «Så meget er ialfald visst, at jeg ikke mindes at nogen af mine bøger har voldt mig selv en større tilfredsstillelse under udarbejdelsen af enkelthederne, end netop denne» (brev til Hegel 15. september 1879).
Familien Ibsen forlot Amalfi 6. oktober og bosatte seg i München 14. oktober 1879. Selv om trykkmanuskriptet nå var levert forlaget i København, var ikke Ibsens arbeid med skuespillet over. Temmelig snart etter den samtidige publisering av originalutgaven og en tysk oversettelse, i begynnelsen av desember 1879 (se Oversettelser i Ibsens levetid ), skrev Ibsen en alternativ avslutning til stykket. Initiativet til dette kom hverken fra ham selv eller fra den tyske oversetteren, Wilhelm Lange. Det var utløst av et krav fra lederen av Thalia-Theater Hamburg, Chéri Maurice, og skuespillerinnen Hedwig Niemann-Raabe, som hadde erklært at «Jeg ville aldri forlate mine barn!» (Anonym 1900; til norsk ved HIS).
I brev til Nationaltidende 17. februar 1880 melder Ibsen:
Straks efter at «Nora» var udkommet erholdt jeg fra min oversætter og forretningsfører ligeoverfor de nordtyske theatre, herr Wilhelm Lange i Berlin, en meddelelse om at han havde grunde til at befrygte, at der vilde udkomme en anden oversættelse eller «bearbejdelse» af stykket med forandret slutning, og at denne rimeligvis vilde blive foretrukket ved adskillige nordtyske theatre.
For at forebygge en sådan mulighed sendte jeg ham til afbenyttelse i nødsfald et udkast til en ændring, ifølge hvilken Nora ikke kommer ud af huset men af Helmer tvinges hen i døren til børnenes sovekammer; her veksles et par replikker, Nora synker sammen ved døren og tæppet falder.

Denne forandring har jeg til min oversætter selv betegnet som «en barbarisk voldshandling» imod stykket. Det er altså aldeles imod mit ønske, når der gøres brug af den; men jeg nærer det håb, at den ikke vil blive benyttet ved ret mange tyske theatre.

Så længe der ikke afsluttes nogen literær konvention mellem Tyskland og de skandinaviske lande, er vi nordiske forfattere aldeles retløse hernede, ligesom jo de tyske forfattere er det hos os. Vore dramatiske arbejder er derfor her jævnlig udsatte for voldelig medfart både af oversættere og af direktører, regissører og skuespillere ved de mindre theatre. Men truer noget sådant for mit vedkommende, så foretrækker jeg, belært af tidligere erfaringer, at øve voldshandlingen selv, istedet for at overantvorde mine arbejder til behandling og «bearbejdelse» af mindre varsomme og mindre kyndige hænder.
Lange, som var Ibsens teateragent, hadde selv økonomisk interesse av at sluttscenen ble endret, i og med at det var en betingelse for at stykket kunne spilles. Ibsens ønske om å få stykket oppført kan også ha vært sterkere enn ønsket om å bevare originalversjonen som den eneste. Den tyske versjonen av stykket ble publisert som variant i nyere opplag av Langes oversettelse (1880) og i Das litterarische Echo (Anonym 1900) og i Ibsens Sämtliche Werke in deutscher Sprache (1898–1904, b. 6, XXIV).